Hvad betyder ATEX
Hvad er ATEX? Forstå kravene til korrekt valg af EX-komponenter
Vip ned hvis du vil hoppe direkte til emnerne
Hvad står ATEX for?
ATEX er en fælles europæisk standard, der fastsætter kravene til udstyr og beskyttelsessystemer, der anvendes i eksplosive atmosfærer.
Forkortelsen stammer fra det franske ATmosphères EXplosibles og dækker over to EU-direktiver, der skal beskytte både mennesker, anlæg og miljø mod risikoen for eksplosion.
I praksis betyder ATEX, at alt elektrisk og mekanisk udstyr, som bruges i miljøer med eksplosionsfare – fx i kemisk industri, raffinaderier, fødevareproduktion eller andre steder med støv eller gas – skal være konstrueret, testet og dokumenteret efter bestemte sikkerhedsstandarder.
ATEX-produkter omtales ofte blot som EX-produkter – det dækker over præcis det samme.
Uanset betegnelse taler vi om løsninger, der er godkendt til brug i eksplosionsfarlige områder og lever op til gældende krav.
Hvad er ATEX-direktivet?
ATEX-reglerne består af to direktiver, som dækker hver deres område:
ATEX 2014/34/EU (produktdirektivet)
Gælder for producenter og leverandører af udstyr. Det fastlægger kravene til konstruktion, test, mærkning og dokumentation, før produktet må markedsføres i EUATEX 1999/92/EF (arbejdsdirektivet)
Gælder for arbejdsgivere, som skal sørge for sikker brug af udstyr i eksplosive atmosfærer. Det handler om zoner, risikovurdering, drift og vedligehold
Begge direktiver hænger tæt sammen – og det er først, når udstyret er godkendt og anvendes korrekt i forhold til zonerne, at sikkerheden er fuldt opfyldt.
Hvornår gælder ATEX for din virksomhed?
ATEX-reglerne gælder for virksomheder, hvor der kan opstå en eksplosiv atmosfære på arbejdspladsen. Det vil sige situationer, hvor luft blandes med brændbare stoffer som gas, damp, tåge eller støv, og hvor en antændelse kan føre til eksplosion
Kravene træder i kraft, når en APV viser, at der kan forekomme eksplosionsfarlige zoner. Herefter skal virksomheden iværksætte de nødvendige tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger
ATEX omfatter bl.a.:
- Virksomheder med Ex-zoner, fx hvor der håndteres brændbare væsker, gasser eller støv som korn, mel, træstøv eller kemikalier
- Udstyr og installationer, der anvendes i disse områder – både elektrisk og ikke-elektrisk materiel (ATEX 114/tidl. 95)
- Arbejdsgiverens ansvar for arbejdsmiljø og beskyttelse af medarbejdere, herunder zoneklassificering, APV og instruktion (ATEX 137/1999/92/EF)
Hvad er en ATEX-zone?
Zone 0, 1 og 2 (gas)
Zoneklassificering for gas anvendes i områder, hvor der kan forekomme eksplosive gasatmosfærer.
- Zone 0: Områder hvor en eksplosiv gasatmosfære er til stede konstant, i lange perioder eller hyppigt
- Zone 1: Områder hvor en eksplosiv gasatmosfære sandsynligvis kan forekomme under normal drift
- Zone 2: Områder hvor en eksplosiv gasatmosfære normalt ikke forekommer under normal drift, og hvis den opstår, kun vil være til stede i kort tid
Zoneinddelingen bruges til at vælge korrekt ATEX-godkendt udstyr og sikre, at installationer lever op til gældende sikkerhedskrav.
Zone 20, 21 og 22 (støv)
Zoneklassificering for støv gælder i områder, hvor der kan dannes eksplosive støvatmosfærer.
- Zone 20: Områder hvor en eksplosiv støvatmosfære er til stede konstant, i lange perioder eller hyppigt
- Zone 21: Områder hvor en eksplosiv støvatmosfære sandsynligvis kan forekomme under normal drift
- Zone 22: Områder hvor en eksplosiv støvatmosfære normalt ikke forekommer under normal drift, og hvis den opstår, kun vil være til stede i kort tid
Støvzoner ses typisk i siloer, møller, fødevareproduktion og træindustri, hvor fint støv kan ophobes og antændes.
Hvordan foretages zoneklassificering?
Zoneklassificering foretages gennem en systematisk risikovurdering af anlægget og arbejdsområdet. Processen omfatter typisk:
- Identifikation af farlige stoffer – fx brandbare gasser, dampe eller brændbart støv
- Vurdering af udslip – hvor, hvor ofte og i hvilke mængder kan stoffet frigives?
- Ventilationsforhold – naturlig eller mekanisk ventilation har stor betydning for zonens udstrækning
- Varighed og hyppighed – hvor længe og hvor ofte kan en eksplosiv atmosfære forekomme?
- Dokumentation – resultaterne samles i en ATEX-dokumentation med zoneplaner og tekniske beskrivelser
Zoneklassificeringen skal udføres af fagligt kompetente personer og danne grundlag for valg af korrekt udstyr, installation og forebyggende foranstaltninger. Vi kan hjælpe med at henvise til virksomheder, der udfører klassificering.
Sådan kender du ATEX-zonerne
Vi har et bredt udvalg af ATEX godkendte produkter til zone 1 & 2 (gas) og zone 21 & 22 (støv).
Til venstre ses et eksempel på, hvordan ATEX zonerne ser ud for en tankbil med fx. gas.

Det skal du kigge efter

- EX-symbolet
- Fabrikantens navn, registrerede firmanavn eller registrerede varemærke og adresse
- CE-mærkning og nummer på det involverede bemyndigede organ
- Betegnelse for serie og type
- Batch- eller serienummer, hvis relevant
- Årstal for fremstilling
Sådan læses en ATEX-mærkning
Det kan være kompliceret at afkode om et komponent har den rigtige ATEX-godkendelse.
Her guider vi igennem, hvordan en typisk ATEX-mærkning kan se ud.
Eksempel:
II 2G Ex eb IIC T6 Gb:
- ATEX-mærket (EX-ikonet)
- II: Udstyrsgruppe II – anvendelse over jordoverflade (ikke minedrift)
2G: Kategori 2 – gas (egnet til områder, hvor eksplosiv gasatmosfære lejlighedsvis kan forekomme – Zone 1)
Ex eb: Beskyttelsesart – forhøjet sikkerhed (”e” = increased safety, beskyttelsesniveau b)
IIC: Gasgruppe (den mest krævende gasgruppe, fx brint og acetylen)
T6: Temperaturklasse (maksimal overfladetemperatur 85 °C)
Gb: Equipment Protection Level (EPL) for gas – højt beskyttelsesniveau, egnet til Zone 1

ATEX-APV – hvornår er den lovpligtig?
En ATEX-APV er lovpligtig, når der kan opstå en eksplosiv atmosfære på arbejdspladsen. Det gælder, hvis der arbejdes med brandfarlige gasser, dampe, tåger eller støv, som kan antændes.
ATEX-APV’en skal være en del af virksomhedens almindelige arbejdspladsvurdering (APV) og skal udarbejdes, før arbejdet påbegyndes – samt opdateres ved ændringer i arbejdsprocesser, stoffer eller udstyr.
Formålet er at dokumentere, at risikoen er vurderet og håndteret korrekt, så medarbejdere er beskyttet mod eksplosioner.
Hvad skal en ATEX-APV indeholde?
ATEX-APV’en skal som minimum beskrive:
- Hvor og hvornår der kan opstå eksplosiv atmosfære
- Vurdering af eksplosionsrisici
- Hvilke foranstaltninger der forebygger eksplosion
- Klassificering af eksplosionsfarlige områder (zoner)
- Hvilket udstyr der må anvendes i de klassificerede områder

ATEX produkter i høj kvalitet er altid en fornøjelse

Martin og Sune inspicerer Moxas NGate, som er ATEX-certificeret til brug i klassificerede zoner.
Sådan arbejder vi med ATEX hos Thiim
Hos Thiim er vi eksperter i ATEX og arbejder målrettet med ATEX-produkter og ATEX-godkendte produkter til installationer i eksplosionsfarlige områder.
- Vores team har gennemført ATEX-kursus hos Maskinsikkerhed og har specialiseret viden om kravene til produkter i zone 1/2 og 21/22
- Vi arbejder på tværs af brancher, hvor der stilles høje krav til dokumentation, sikkerhed og kvalitet
- Vi oplever en stigende opmærksomhed fra både myndigheder og forsikringsselskaber på korrekt anvendelse af ATEX-godkendte produkter – og her står vi stærkt med dokumenteret kompetence og indgående produktkendskab
- Vores sortiment spænder bredt fra klassiske el-komponenter som afbrydere, kontrolbokse og CEE-stik til ATEX-godkendte løsninger inden for industriel IT som switche, panel-pc’er og routere
- Vi har prioriteret leverandører med høj kvalitet, certificeret dokumentation og et bredt ATEX-program
ATEX er ikke blot en produktkategori hos os – det er et specialområde. Vi dygtiggør os løbende og sikrer, at vores ekspertise inden for ATEX altid er opdateret og relevant for markedets krav.
Typiske fejl virksomheder begår med ATEX
Mange virksomheder undervurderer helheden omkring ATEX, især når projekter presses på tid eller håndteres som en “standardinstallation”. Resultatet er ofte forkerte valg i designfasen, som først opdages ved audit, idriftsættelse eller – værre – drift.
ATEX kræver helhedstænkning: zoneklassifikation, temperaturklasser, udstyrskategorier, dokumentation og korrekt installation skal hænge sammen.
Nedenfor er eksempler på de fejl, vi oftest møder i praksis
- Valg af forkert beskyttelsesform (Ex d, Ex e, Ex i m.fl.)
- Overser, at støv kan være antændeligt
- Manglende hensyntagen til omgivelsestemperatur
- Forkert eller ikke-certificeret kabelgennemføring
- Overdimensionering eller unødvendig kategori 1-udstyr
- Forveksling af IECEx og ATEX (certificering vs. direktivkrav)
- Manglende eller forkert zoneklassifikation
- Forkert temperaturklasse (T-klasse) i forhold til gas/støv
- Utilstrækkelig dokumentation
- Manglende vurdering af mekaniske tændkilder
- Forkert potentialudligning/jordforbindelse
- Brug af standardkomponenter i ATEX-kapslinger uden samlet godkendelse
- Manglende vedligeholdelses- og inspektionsplan iht. EN 60079-17
- Ændringer i installationen uden opdatering af risikovurdering
ATEX-fejl opstår sjældent af uvidenhed – men fordi ansvar, grænseflader og dokumentation ikke er tydeligt defineret fra start.
Har I et ATEX-miljø eller et projekt på vej, hjælper vi gerne med korrekt valg af komponenter, beskyttelsesform og dokumentation – og sikrer, at løsningen er både teknisk og optimal hele vejen gennem projektet.
FAQ om ATEX og eksplosionssikring
Er ATEX lovpligtigt?
Ja. ATEX er lovpligtigt i Danmark og resten af EU, når der kan opstå eksplosiv atmosfære på arbejdspladsen. Arbejdsgiveren har pligt til at vurdere risikoen og sikre, at både installationer og udstyr lever op til ATEX-direktiverne.
Hvad er forskellen på IECEx og ATEX?
ATEX er den europæiske lovgivning, der gælder i EU.
IECEx er en international certificeringsordning.
ATEX er lovkrav i EU, mens IECEx typisk bruges ved eksport uden for EU. Mange produkter er certificeret efter begge ordninger.
Hvornår skal man lave en eksplosionsrisikovurdering?
En eksplosionsrisikovurdering (ATEX-APV) skal laves, når der kan opstå eksplosiv atmosfære – fx ved arbejde med brandfarlige gasser, dampe eller brændbart støv.
Den skal udarbejdes før arbejdet starter og opdateres ved ændringer i processer, materialer eller installationer.
Hvem må udføre ATEX-installationer?
ATEX-installationer må kun udføres af kvalificerede og kompetente fagpersoner med kendskab til gældende regler og standarder. Elektriske installationer i ATEX-zoner skal udføres af autoriserede elinstallatører med dokumenteret ATEX-kompetence.
Hvad er en ATEX-zone?
En ATEX-zone er et område, hvor der kan forekomme eksplosiv atmosfære.
Områder klassificeres typisk som:
- Zone 0, 1, 2 (gas)
- Zone 20, 21, 22 (støv)
Zoneklassificeringen afgør, hvilket ATEX-udstyr der må anvendes.
Hvad er en ATEX-APV?
En ATEX-APV er en arbejdspladsvurdering, der dokumenterer risikoen for eksplosion og beskriver, hvordan den håndteres. Den er lovpligtig, hvis der er risiko for eksplosiv atmosfære.
Hvad sker der, hvis man ikke overholder ATEX-reglerne?
Manglende overholdelse kan medføre:
- Påbud fra Arbejdstilsynet
- Bøder
- Driftsstop
- Øget ansvar ved ulykker
Derudover kan det have alvorlige sikkerhedsmæssige konsekvenser.
Skal alt udstyr i en ATEX-zone være ATEX-godkendt?
Ja. Alt elektrisk og mekanisk udstyr i en klassificeret ATEX-zone skal være godkendt til den specifikke zone. Forkert udstyr kan være både ulovligt og farligt.
Gælder ATEX kun for kemisk industri?
Nej. ATEX gælder alle brancher, hvor der kan opstå eksplosiv atmosfære – fx:
- Fødevareproduktion (mel- og støveksplosioner)
- Landbrug og biogas
- Træindustri
- Pharma
- Metalindustri
Hvem kan afklare om jeg har ATEX zoner?
Klassificering af, om en virksomhed er omfattet af ATEX-reglerne, samt udarbejdelse af zoneklassificering, skal udføres af kompetente personer med specialiseret viden om eksplosionsrisici, gældende direktiver og relevante standarder.
Det er altid arbejdsgiverens ansvar, at der foreligger et eksplosionsbeskyttelsesdokument. I praksis bliver den tekniske vurdering og klassificering dog ofte udført af eksterne specialister med den nødvendige faglige ekspertise. Der findes flere dygtige eksperter i netop dette.
Hvordan ved jeg, hvilket ATEX-udstyr jeg skal vælge?
Det afhænger af:
- Zoneklassificeringen
- Temperaturklasse
- Gas- eller støvtype
- Udstyrets anvendelse
Valget skal altid tage udgangspunkt i virksomhedens ATEX-APV og zoneplan.
Vi leverer ATEX-godkendte løsninger i kompromisløs kvalitet.
Hos os finder du et stærkt sortiment af gennemtestede ATEX-elkomponenter samt robuste produkter til industriel IT i eksplosionsfarlige miljøer.
Finder du ikke præcis det, du søger?
Kontakt os – vi skaffer den rigtige løsning.
